March mod Ensomhed er i disse uger på vej gennem landet og den 30. september når den til Mors. Den kommer fra Thisted og går ind over Vildsundbroen til Mors. Vi håber, at rigtig mange vil følge Marchen og gå sammen med den, så den ikke kommer til at stå stille på Mors - konceptet er nemlig, at den ikke må gå, hvis den ikke har følgeskab.
Om aftenen er der fællesspisning på Cafe Perlen - dørene åbner kl 17.30, og vi spiser når alle er kommet. Alle kan tilmelde sig ved henvendelse til Perlen på nummer 6014 6797. Her deltager Patrick også, og han fortæller om sin baggrund for at gå Marchen år efter år. Borgmester Hans Ejner deltager også, og han fortæller lidt om arbejdet med ensomhed på Mors. Med andre ord, så kan du forberede dig på en hyggelig aften i selskab med mange andre over et godt måltid mad.
Næste morgen, inden Marchen går videre mod Skive, er der morgenkaffe kl 7.30 foran kommunen. Også her er alle velkomne. SIND-huset følger Marchen på vej og vi opfordrer i øvrigt alle andre til at gøre dem selskab.
Hele arrangementet er på Mors et samarbejde mellem Frivilligcentret, Perlen og Morsø Kommune. 365 discount donerer croissanter til morgenarrangementet.
Hvert år fra uge 32 til og med uge 41 udfører Patrick Cakirli March mod Ensomhed, hvor han vandrer 2.000 kilometer gennem Danmark i den gode sags tjeneste. Formålet er at sætte fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring, såvel som at samle ind til Ensomhed Danmarks Landsindsamling, som hvert år bidrager til Ensomhed Danmarks folkeoplysende arbejde, herunder March mod Ensomhed. For hver krone, der indsamles, donerer Ensomhed Danmark 50 øre til en særlig udvalgt organisation, som forebygger og afhjælper ensomhed.
I 2024 går støtten til fordel for TUBA - en organisation, der tilbyder gratis terapi og rådgivning til unge i alderen 14 til 35 år, der er opvokset i hjem med alkohol- eller stofmisbrug.